Christine Lyhne
Christine Lyhne
Født i Askov, 1960 –
Uddannet på:
- ECOLE DES ARTS (ecole-des-arts.braine-lalleud.be), Braine l’Alleud, Belgien.
- KUNSTSKOLEN SPEKTRUM.
Hun har mange udstillinger samt censurerede udstillinger bag sig.
Christine Lyhne er sådan en kunstner, der arbejder helhjertet med sin kunst. Det gør hun med det ene formål at fravriste sit materiale den information, hun behøver, for at skabe sine tidløse og abstrakte værker.
Det er logisk, at de geometriske former kommer ind i billedet. Cirklen er hendes foretrukne grundform. Hun bringer den i spil ved at masseproducere den og bruge den som grundelement i opbygningen af flere af hendes værker. Ved at vende, flippe, bøje og sammensy cirklerne udforsker hun lys og skygge, fladers forskydning og farvens nuancering i sine tredimensionale vægobjekter. Det fine ved disse værker er, at sytrådene ikke afklippes, som man ville gøre det under normale omstændigheder. Her skaber de fine tråde, som hænger ned fra værket, en ekstra kvalitet af noget skrøbeligt, sanseligt og fint. På samme måde optræder en tilsvarende sensibilitet i andre værker som noget uregelmæssigt, en løs afslutning eller en utrimmet kant. Omvendt er selve det håndværksmæssige ubestrideligt perfektioneret og det er netop dynamikken mellem de to polariteter, som giver værkernes deres “elektricitet”.
Et andet karakteristika ved Christine Lyhnes kunst er, at den ved første øjekast virker uprætentiøs og minimalistisk i kraft af dets insisteren på at skabe udtryk gennem gentagelser, men det skønne er, at netop dette munder ud i en form for stoflig- og kromattisk overdådighed. De små forskydninger i en flade, der er skabt af identiske papirstrimler skaber en rig stoflig oplevelse og nuanceringer i farven. Det er disse nuancer, der interesserer kunstneren. Det er for at opdage og give dem form, hun tilbringer så mange ensomme timer bøjet over symaskinen i atelieret.
Du kan følge Christine Lyhne på hendes Instagram profil her: Instagram
Viser 4 resultaterSorted by latest