Uddrag fra kunstanmeldelse af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands-Posten, & redaktør af Kunstavisen:
Hanne Schmidt er helt og holdent sig selv. Koloritten kan være afdæmpet og jordfarvet, men der er i hendes malerier altid større eller mindre passager af lyse funklende farver.

Hvor Hammershøi arbejdede ud fra de klassiske perspektivregler, bryder Hanne Schmidt med disse og skaber billeder, hvor perspektivet tilter, så kompositionen på surrealistisk vis kommer i ubalance og man næsten fysisk bliver svimmel.

På samme måde viser hun, at hun er et barn af sin tid ved at skabe punkter i billedet, som er helt fladebetonede og todimensionale og dermed får en abstrakt funktion i det ellers figurative maleri: et rødt rektangel på en trappeopsats, gule og røde udtrukne skuffer, rillerne på en radiator og de bølgende arabesker på gulvkakler og loftsdekorationer, som er helt skønvirkeagtige.

Når Hanne Schmidts malerier føles så dynamiske og spændingsfyldte, hænger det sammen med hendes brug af formelle modsætninger: mellem det figurative og det abstrakte, det tyndt malede og det tyktflydende pastose, mellem nøgne rum og ophobninger af ting, mellem jordfarver og glødende kulører og mellem ”normalt” perspektiv og skæve og surreelle forskydninger af samme. At få denne stærke dynamik til at fungere, så det hele ikke bliver forvirret og diffust, kræver, at man har tungen lige i munden og kan sit kram som maler. Det kan Hanne Schmidt. Det er derfor, det er en så stor fornøjelse at betragte hendes på én gang harmoniske og spændingsladede rum.